Klimaforandringer. Ødelagt biodiversitet. Ørkendannelse. Sult. Krig. Flugt. Pandemier. Stigende fødevarepriser. Det hele hænger sammen. Men der er ét bånd, der snor sig gennem det hele, som vi stadig nægter at se i øjnene:
Vi er alt for mange.
Vi er nu over 8 milliarder mennesker. I 1950 var vi 2,5 mia. Den største forandring i verdenshistorien – og samtidig den mest fortiede. For overbefolkning er ubelejligt. Det kan ikke beskattes, teknofixes eller dækkes med solceller. Og det er os selv, det handler om. Vores kroppe. Vores børn. Vores krav.
Men vi må turde sige det: Antallet af mennesker på Jorden er den mest fundamentale drivkraft bag klodens sammenbrud.
Klimakrisen koster ikke penge – men fortsættelsen gør
Det er ikke sandt, at omstillingen til et bæredygtigt samfund koster milliarder. Det, der koster, er at insistere på fortsættelse. På vækst. På fuld beskæftigelse. På købekraft. På et liv, hvor alle skal have “lige ret til forbrug” – selv om kloden ikke kan bære det.
Den ægte grønne omstilling kræver ikke investeringer. Den kræver fravalg.
Landbruget – industriens forpost
Verdens natur forsvinder ikke pga. vindmøller, men pga. landbruget. Ikke mindst kødkvæg og afgræsning. Op mod 80 % af verdens landbrugsjord bruges til dyr – enten til græsning eller til foder. Det er vanvid.
Kødindustrien er ansvarlig for skovrydning, metan, ferskvandsforbrug og biodiversitetstab i en skala, som ikke kan løses med “klimavenligt kød” eller mærkningsordninger. Og hvorfor findes det? Fordi vi er mange – og vi kræver kød .
Fiskeriet – den store stilhed under overfladen
Havene er blevet verdens sidste koloni. Industrifiskeriet er et militært projekt i civil forklædning. Trawlerflåder støvsuger havene, udraderer økosystemer og fordriver lokale fiskere. Hvorfor? Fordi 8 milliarder mennesker kræver proteiner. Fordi vores antal har overskredet havets bæreevne.
Oprustning – krig mod kloden
Samtidig opruster stormagterne som aldrig før. Verdens militærforbrug har aldrig været højere. Våbenproduktion, øvelser, atomlagre, kampfly, skibe – alt dette er ikke bare dødbringende i sig selv, men også ekstremt ressourcekrævende. Og hvad er formålet?
At sikre adgang til ressourcer. At kontrollere migration. At bevogte forsyningslinjer. I en overbefolket verden kræver systemstabilitet mere vold.
Mere oprustning = mindre natur.
Kapitalismen – det næststørste problem
Kapitalismen forværrer alt. Den gør enhver krise til en forretning. Den gør menneskers behov til markeder, og naturen til råstof. Men kapitalismen virker kun, fordi vi er mange nok til at opretholde dens marked .
En verden med tre milliarder mennesker kunne overleve kapitalismen – endda med privat ejendomsret. Men en verden med 8-10 milliarder vil kollapse, uanset styreform, hvis vi nægter at stoppe væksten i befolkning og forbrug.
Overbefolkning gør det hele umuligt:
- Uligheden vokser med presset.
- Naturen ødelægges for at mætte.
- Uddannelse og sundhed halter efter.
- Migration og konflikt intensiveres.
- Politisk stabilitet smuldrer.
Hvor er det rød-grønne svar?
I Danmark findes der ikke et parti, der tør tage disse spørgsmål alvorligt. Intet parti, der reelt tør stille sig op og sige:
Vi er for mange.
Vi har taget for meget.
Og vi må vælge noget fra.
De grønne partier taler om grøn teknologi. Vi røde om omfordeling og antikapitalisme. Men ingen tør sige det, der er nødvendigt:
Vi må tale om antallet – og vi må turde mene, at færre mennesker kan være en bedre verden.
En afslutning – og en begyndelse
Det handler ikke om tvang eller kontrol. Det handler om valg. Oplysning. Ændrede normer. En ægte, modig samtale om, hvad fremtiden kræver.
- Færre børn.
- Mere plads til naturen.
- Et stop for væksten – både økonomisk og demografisk.
Det er på tide, at et ægte rød-grønt projekt tør tage hul på den samtale. For hvis ikke vi gør det – hvem gør så?