IS:
Hvis der med ”samling” af den ”ikke-reformistiske” venstrefløj udenfor Enhedslisten menes, at de eksisterende grupper og organisationer skal ”samles”, er vi nok uenige.
Vi vil hellere kalde det ”samarbejde”, da vi ser en ”samling”, hvis det forstås som en ”sammenslutning”, som både urealistisk og uønskelig, i hvert fald som et aktuelt perspektiv.
.
Jeg har læst indlægget fra de tre IS’ere, og jeg kan egentlig godt følge dem: Der er stadig et godt stykke vej til, at venstrefløjen kan samle sig. Det tror jeg, vi må være ærlige omkring. Og jeg skriver det ikke for at skyde nogen ned – tværtimod. Jeg skriver det, fordi jeg håber, vi en dag kan finde hinanden.
Men jeg tror, en af grundene til, at vi stadig står spredt, er, at vi – endnu – ikke mærker nødvendigheden stærkt nok. Vi ser ikke tydeligt nok, at hvis vi skal have en chance for at ændre noget i det her samfund, så bliver vi nødt til at stå sammen. Ikke som en grå masse uden forskelle, men som mennesker, der godt kan være uenige og stadig kæmpe for noget fælles.
Jeg drømmer om, at vi – på tværs af grupper og baggrunde – kunne samles i noget så konkret som en fælles valgliste. Et sted hvor klimaaktivister, socialister, antiracister, fagligt aktive og solidaritetsfolk kan stille op side om side. Ikke fordi vi er enige om alt, men fordi vi har nok til fælles til at gøre det værd at stå sammen.
Alt for tit bliver vi hængende i hver vores hjørne. Måske fordi vi føler, at vores egne synspunkter er for vigtige til at give køb på. Og jeg forstår det godt. Jeg har selv holdninger, jeg ikke vil opgive. Men jeg tror også, vi indimellem glemmer at se det, der forbinder os. Og måske – hvis vi tør – kunne vi begynde at øve os i at se mere på det, vi deler, og lidt mindre på det, der skiller.
I Rødt Venstre har vi ikke alle svarene. Men vi prøver at række hånden ud. Vi tror ikke, nogen kan bygge det, vi har brug for, alene. Men sammen – måske.